
FO-Aarhus
Frederiksgade 78C
8000 Århus C
Tlf.: 87 46 45 00
www.fo-aarhus.dk
Fagbeskrivelse for FVU-matematik
Formålet med undervisningen i talforståelse, regning og basale matematiske begreber (FVU-matematik) er at sikre deltagerne mulighed for at afklare, forbedre og supplere deres funktionelle regne- og matematikfærdigheder. Undervisningen skal give deltagerne øgede muligheder for at kunne overskue, behandle og producere matematikholdige informationer og materialer.
På både trin 1 og trin 2 gælder følgende:
Undervisningens mål er, at deltagerne udvikler de funktionelle matematikfærdigheder og -forståelser, alle voksne i samfundet principielt har brug for at have (numeralitet)..
Undervisningens indhold beskrives ved et dynamisk samspil mellem en række aktiviteter, forskellige typer data og medier samt udvalgte matematiske begreber og operationer.
Undervisning tilrettelægges i de forskellige sammenhænge, hvori matematikken inddrages og anvendes (kontekster).
Mål og indhold konkretiseres med deltageren i centrum. Dialogen benyttes til at afklare deltagernes baggrund, forudsætninger og perspektiver.
Der arbejdes med problemstillinger og metoder, der så vidt muligt er autentiske i forhold til den valgte kontekst. Relevansen af undervisningens indhold tydeliggøres ved konkrete forbindelser til aktiviteter uden for undervisningssituationen.
Der anvendes forskellige samarbejdsformer, materialer og medier i undervisningen, således at der ved etablering og brug af begrebsforståelse bliver taget højde for deltagernes forskellige måder at lære på.
Deltagernes egne korrekte metoder til beregning og løsning af konkrete opgaver anvendes og synliggøres i undervisningen.
FVU-matematik er opdelt i to trin:
Trin 1: Tal og størrelser
Trin 2: Mønstre og sammenhænge, der desuden omfatter de faglige områder form og dimension samt data og chance.
1. Trin 1 - Tal og størrelser
1.1 Formål
Formålet med undervisningen er, at deltagerne udvikler deres
numeralitet ved at afklare, forbedre og supplere deres
talforståelse og funktionelle regnefærdigheder i forhold til
praktiske formål og personlig organisering i hverdagen.
Undervisningen skal give deltagerne mulighed for at udvikle deres
matematiske opmærksomhed i forhold til at kunne overskue, behandle,
vurdere og producere matematikholdige informationer og materialer
samt at kunne kommunikere herom.
1.2 Mål
Undervisningens mål er, at deltagerne kan
- aflæse, vurdere og sammenligne numeriske data, numre og
koder
- læse og forstå information i enkle tabeller
- sammenligne, ordne og afrunde tal og størrelser
- anslå antal samt afstande, højder, rummål, vægt og tid ud
fra en fornemmelse for måleenhederne (cm/m; dl/l; g/kg;
sek/min)
- addere, subtrahere, multiplicere og dividere hele tal og
decimaltal med benævnelser samt vurdere/kontrollere resultatet med
eller uden hjælpemidler
- tælle og måle både præcist og ved overslag beregne antal,
længde, højde og afstande, vægt, materialer, tid og beløb
- omsætte mål for længde (cm/m), vægt (g/kg), tid (min/time og
dag/uge) og rummål (dl/l)
- opstille regnestykke til behandling af enkle kvantificerbare
spørgsmål.
1.3 Indhold
Undervisningen omfatter følgende:
Aktiviteter:
- tælle (aflæse, nummerere, sortere, sammenligne,
beregne)
- måle (opmåle, veje, sammenligne, beregne, omsætte,
ordne)
- lokalisere (angive sted, tid og retning)
- spille (følge regel og strategi)
Data og medier:
- antal, tid, priser, rabat, svind, vægt, temperatur, rummål,
længde, afstand, numre, dato
- skriftlig information og kommunikation (informerende og
instruerende tekster, opslags- og udfyldningstekster); mundtlig
information og kommunikation; konkrete materialer
Matematiske operationer og
begreber:
- mængdetal, ordenstal samt koder og numre
- større, mindre, lig med, ens og forskellig fra
- positionssystemet
- enheder (m, liter, kg, kr., time) og omsætning
- addition, subtraktion, multiplikation, division af hele tal
og decimaltal med brug af hjælpemidler
- særlige tal og sammenhænge til brug ved hovedregning og
overslag
- særlige brøker (1/4, 1/2, ¾) og procenter (10 pct., 25 pct.,
50 pct.)
- længde, højde, bredde og omkreds.
1.4 Tilrettelæggelse
Undervisningen tilrettelægges primært i hverdags- og
samfundsmæssige kontekster.
Undervisningen skal give deltagerne mulighed for at afklare og
præcisere deres opfattelser og holdninger i forhold til
matematik.
2. Trin 2 - Mønstre og sammenhænge
2.1 Formål
Formålet med undervisningen er, at deltagerne videreudvikler deres
numeralitet. Deltagerne skal desuden udvikle deres funktionelle
færdigheder i at kunne fortolke, producere og reflektere over
talmæssige, statistiske og grafiske informationer samt at kunne
kommunikere herom. Formålet er endvidere, at deltagerne
videreudvikler deres matematiske opmærksomhed blandt andet med
henblik på eventuel videre uddannelse.
2.2 Mål
Undervisningens mål er, at deltagerne kan
- aflæse, sammenligne og vurdere angivelser af længde, areal
og rummål
- måle og beregne arealer og rumfang (præcist og ved
overslag)
- genkende og tegne geometriske figurer (trekant, firkant,
cirkel)
- omsætte inden for metersystemet i relevante
sammenhænge
- læse og forstå information i enkle tabeller og grafer
- indsamle og bearbejde data ved brug af simple statistiske
metoder
- blive opmærksomme på om data er repræsentative
- læse og forstå angivelser af chance og risiko
- regne med og vurdere forholdstal og procent i relevante
sammenhænge
- anvende simple matematiske konventioner, der bruges i
relevante videreuddannelser
- opstille regneudtryk til behandling af enkle kvantificerbare
spørgsmål.
2.3 Indhold
Undervisningen omfatter følgende:
Aktiviteter:
- tælle (aflæse, nummerere, sortere, sammenligne,
klassificere, kombinere, beregne)
- måle (opmåle, veje, sammenligne, beregne, omsætte,
ordne)
- designe (tegne, konstruere, kombinere, kopiere,
sammenligne)
- lokalisere (angive tid, sted og retning, identificere,
sammenligne, omsætte i metersystemet)
- spille (forudsige, følge samt opstille regler og
strategier)
- forklare (klassificere, identificere, sammenligne, beregne,
fremstille tabel og diagram).
Data og medier:
- valuta, rente, pris, rabat, svind, vægt, temperatur,
afstand, retning, point, diagram, figurer, datasæt, sandsynlighed,
numre, tid, dato
- skriftlig information og kommunikation (informerende og
instruerende tekster, opslags- og udfyldningstekster), mundtlig
information og kommunikation samt konkrete materialer.
Matematiske operationer og
begreber:
- forholdstal og proportionalitet
- enkle formler fra en hverdagssammenhæng
- enhedssystemer og målestoksforhold
- trekant, firkant, cirkel, kasse, cylinder
- symmetri i mønstre
- areal og rumfang af flader og rumlige figurer fra
hverdagen
- koordinatsystem og simple grafer
- søjle- og cirkeldiagram
- gennemsnit og spredning
- simpel kombinatorik.
2.4 Tilrettelæggelse
Undervisningen tilrettelægges primært i hverdags-, samfunds- og
uddannelsesmæssige kontekster.
Undervisningen tilrettelægges således, at den udvikler deltagernes
selvstændighed i arbejdet med aktiviteter, data og medie samt
matematiske begreber og operationer.