Transportdansk er vejen til et job i transportbranchen

Transportdansk løfter tosprogede borgere fra især Syrien, Irak, Iran, Rumænien og Polen fra kontanthjælp hen imod et job i transportbranchen ved at kombinere en traditionel chaufføruddannelse med brancherelateret undervisning i dansk. 

Den danske transportbranche mangler i dag godt og vel 2.500 chauffører til busser og lastbiler. Tallet er alarmerende, og for at imødekomme udfordringen har DEKRA AMU Center Midtjylland og FO-Aarhus indledt et samarbejde, der skal få flere tosprogede borgere ud på arbejdsmarkedet i et fast arbejde som bus- eller lastbilchauffør. 

På Transportdansk får kursisterne et kørekort til bus eller lastbil. Den del står DEKRA AMU Center Midtjylland for, mens FO-Aarhus tager sig af danskundervisningen af de 16 kursister på holdet. 

- Før de tosprogede kursister kom til os har de oplevet mange afslag på grund af manglende faglige eller sproglige kvalifikationer. Med Transportdansk har borgerne skiftevis en dag med danskundervisning og en dag med en helt traditionel chaufføruddannelse. Kombinationen klæder de tosprogede borgere på til et godt job i transportbranchen, forklarer salgschef i DEKRA AMU Center Midtjylland, Tina Dyrgaard og Torben Dreier, der er er skoleleder i FO-Aarhus. 

Shadi Alali arbejder målrettet mod fast job
De tosprogede kursister kan, vil og er meget motiverede for at lære dansk i kombination med, at de tager kørekort til enten bus eller lastbil. Det er syriske Shadi Alali et godt eksempel på. Efter blot 2 år i Danmark klør han på med et stort smil, selvom det danske sprog indimellem driller. 

- Det er svært at lære dansk, men det gør det nemmere, at vi lærer det som en del af chaufføruddannelsen. Underviserne er dygtige til at forklare os alt om styretøj, bremser og køre/hviletidsregler. Jeg havde kun tre fejl til teoriprøven på dansk. Det er jeg stolt af, fortæller Shadi Alali, der har et bestemt mål for øje med chaufføruddannelsen. 

- Jeg har været i praktik som altmuligmand på Efterskolen Helle i Grenå, hvor jeg hjalp til i køkkenet og med havearbejde. Når jeg får chaufføruddannelsen, kan jeg også tilbyde at køre med eleverne i skolens bus. Det vil være en drøm at få arbejde på efterskolen, så jeg selv kan forsørge min familie, siger Shadi Alali. 

De tosprogede kursister udvikler sig eksplosivt
Shadi Alali er blot en af de 16 kursister, der hver eneste dag imponerer fag- og kørelærer i DEKRA AMU Center Midtjylland Peder Groes. - De tosprogede kursister er meget motiverede, og de rykker sig i hver eneste time. Kombinationen af danskundervisning og chaufføruddannelsen betyder, at kursisterne nemmere kan se en mening med at gøre sig umage, fortæller Peder Groes og afslører, at beståelsesprocenten er enestående høj, selv når han sammenligner med danske hold. 

- Vores kursister er meget bevidste om, at vi kan hjælpe dem godt på vej mod et job i transportbranchen, hvis de både er fagligt dygtige, gode til dansk og kan begå sig på en dansk arbejdsplads. En ihærdig og målrettet indsats kan være vejen til et fast job, og det får de tosprogede borgere til at arbejde hårdt og godt i de 12 uger Transportdansk varer, forklarer Peder Groes, der sammen med Tina Dyrgaard og Torben Dreier glæder sig til at se resultaterne af Transportdansk. 

- Mange af de tosprogede kursister er allerede i gang med at tage kørekort til anhænger, farligt gods og befordring af bevægelseshæmmede. De er ihærdige, og vi er sikre på, samarbejdet bliver en succes, der får flere tosprogede borgere ud på arbejdsmarkedet, understreger Tina Dyrgaard og Torben Dreier.

Ibrahim Sheikhom

 

Alder: 39 år
Født i: Syrien
År i Danmark: 5 år
Familie: Kone og 4 børn
Teoriprøve: Bestået med 0 fejl 

Drømmer om:
Jeg drømmer om at kunne forsørge min egen familie. Jeg vil ikke have penge fra det offentligt. Jeg tror 100 % på, at jeg får et godt job som buschauffør i Viborg. Transportdansk er en god uddannelse. Jeg har lært en masse af de dygtige undervisere, som tålmodigt har lært mig alle fagudtryk, og hvordan det er at arbejde på en dansk arbejdsplads. 

Shadi Alali

 

Alder: 31 år
Født i: Syrien
År i Danmark: 2 år
Familie: Kone og 4 børn
Teoriprøve: Bestået med 3 fejl 

Drømmer om:
Jeg drømmer om at få fast arbejde på Efterskolen Helle i Grenå. Jeg hjælper i dag i køkkennet og med havearbejde. Når jeg har bestået chaufføruddannelsen, kan jeg også køre efterskolens bus. Det ser jeg meget frem til. Transportdansk har forbedret mit dansk og lært mig en masse om bremser, styretøj og køre/hviletidsregler. Jeg bestod teoriprøven på dansk med kun 3 fejl. Det er jeg stolt af.

Bangin Jafar

 

Alder: 31 år
Født i: Syrien
År i Danmark: 5 år
Familie: Er alene i Danmark
Teoriprøve: Bestået med 1 fejl

Drømmer om:
Jeg drømmer om at arbejde med mennesker. Som buschauffør møder du nemlig mange glade mennesker, og jeg håber på, at jeg får arbejde som bybuschauffør i Aarhus. Underviserne på Transportdansk er dygtige. De bliver ved, til jeg forstår det 100 %. Mit dansk er blevet forbedret meget, og Transportdansk har klædt mig så godt på, at jeg bestod teoriprøven på dansk med kun 1 fejl. 

Mohammed Hussen Rage

Alder: 51 år
Født i: Somalia
År i Danmark: 21 år
Familie: Kone og tre børn
Teoriprøve: Bestået med 0 fejl

Drømmer om:
Jeg elsker at køre bus, og jeg drømmer om at arbejde fast som buschauffør i Herning. På Transportdansk har jeg lært mange fagudtryk, om køre/hviletidsregler og om sundhed. Underviserne er dygtige og meget tålmodige. Teoriprøven bestod jeg med 0 fejl. Det er jeg stolt af, og jeg glæder mig til at komme ud at arbejde som buschauffør.