Tidligere elever fortæller
Martha Rygaard, HR-chef, Kongsvang A/S
(2017 - skrevet af Uffe Normand)
”Vi har valgt FO-Aarhus, fordi de har den mest fleksible løsning, engagementet og et ambitionsniveau, der er på lige fod med vores”, siger Martha Rygaard.
Hun er HR-chef hos Kongsvang A/S, en stor servicevirksomhed med omkring 750 ansatte, hvoraf de cirka de 700 gør rent hos både kunder i det offentlige og private. Virksomheden har en geografi, der spænder over hele Jylland og Fyn.
Det, Kongsvang A/S har valgt FO-Aarhus til, er undervisning i dansk af mange af virksomhedens ansatte, der kommer fra stort set alle nationer:
”FO har også det tilbud, at undervisningen kan foregå her på virksomheden, hvilket er meget vigtigt for os, da det er tæt på vores medarbejderes virkelighed, og fordi det helt målretter undervisningen til de ansattes, vores og kundernes behov. Vi har tæt dialog om undervisningen, så medarbejderne altid tilbydes det bedst mulige undervisningstilbud”, siger Martha Rygaard.
Danskkurserne, som FO-Aarhus tilbyder, og som Kongsvang benytter, er virksomhedsforlagte FVU-kurser (Forberedende Voksenundervisning). I det regi har enhver med behov mulighed for at få undervisning. Kurserne er gratis, og der er mulighed for at få SVU (Statens Voksenuddannelsesstøtte), hvis kurserne ligger i arbejdstiden. En screening viser, om FVU er det rette valg, og hvilket niveau man skal begynde på.
”De af vores medarbejdere, der ikke kan få støtte – eller fuld støtte - fra SVU, betaler vi selv for, fordi vi mener, at det er vigtigt, at vores folk er hele mennesker, der forstår det sprog, der omgiver dem. Og dygtighed og stolthed hænger jo sammen og giver også den gode integration”, siger Martha Rygaard, hvis medarbejdere oftest starter som servicemedarbejdere, som rengøringsfolkene kaldes. Men de, der har modet, evnerne og engagementet tilbydes gode muligheder for at avancere til tilsynsassistenter og serviceledere.
Undervisningen foregår hos virksomheden på deres adresse i Åbyhøj. Hvert trin i undervisningen tager fire-fem måneder med fire-fem ugentlige undervisningstimer.
”Det er også med til at give holdånd og fælles identitet. Vores dygtige medarbejdere kommer fra hele verden. Det er en stor udfordring at finde kvalificerede medarbejdere med ren dansk baggrund, men det gør os nu ikke noget, for når vi ansætter, kigger vi alene på kvalifikationer, motivation, lysten til arbejdet og engagementet. Og aldrig på køn, alder, farve eller tro”, siger HR-chefen.
At det er svært at tiltrække dansk arbejdskraft kan skyldes holdningerne til servicefaget – og det, at arbejdsdagen ofte kan være to-delt arbejdsdag, morgen og eftermiddag.
”Til gengæld arbejder vi aldrig om natten eller i weekenderne. Og det er altid lønnet i henhold til overenskomsten”, siger Martha Rygaard.
Virksomheden er fra 1998, og samarbejdet med FO-Aarhus begyndte i 2015.
Edyta Hrapan, tilsynsassistent
(2017 - skrevet af Uffe Normand)
I starten arbejdede Edyta Hrapan som afløser i rengøringen hos Kongsvang A/S. Senere blev hun forfremmet til tilsynsassistent i fast stilling hos samme firma.
Som tilsynsassistent skal hun kunne tale både med kolleger og kunder. Derfor havde hun brug for at dygtiggøre sig i at kommunikere på dansk.
Samme behov havde flere af hendes kolleger. Derfor gik hendes arbejdsgiver Kongsvang A/S i samarbejde med FO-Aarhus om at oprette et FVU-danskkursus for medarbejderne.
Dermed kunne Edyta sammen med 9 kolleger gå på danskkursus fire-fem timer om ugen inden for arbejdstiden i hendes 37-timers arbejdsuge.
”Jeg vil være dygtigere til dansk, for jeg vil meget gerne blive her, og så er det jo meget vigtig at være god til dansk. Både af hensyn til jobbet og rent privat”, siger 24-årige Edyta Hrapan på et dansk, der er forholdsvis nemt forståeligt, men som heller ikke skjuler, at det ikke kom ind med modermælken.
Motivationen til at klø på fremgår også af, at hun først var blevet placeret på et mellemtrin på FO-Aarhus’ virksomhedsforlagte danskundervisning.
”Jeg spurgte, om jeg ikke kunne komme et niveau op, fordi jeg gerne vil presse mig selv og sættes udfordringer for”, siger Edyta Hrapan. Det kunne hun. Hun blev flyttet et trin op, så hun fik den udfordring, hun ønskede.
Edyta Hrapan er glad for sit arbejde.
”Det er spændende, og jeg kan lide at komme ud blandt folk og at tale med mennesker. Og jeg vil også gerne kunne kommunikere med vores kunder på et ordentligt dansk”, siger Edyta, der kom til Danmark, fordi hendes tre søstre allerede var her.
”Jeg er glad for Danmark, men det danske sprog er altså svært at både lære og tale. Man lærer dog meget, når man skal ud på job. Og undervisningen her på kurset er dejlig målrettet, og på et højt niveau, som passer til det, vi har brug for.”