Det lille løft
Forberedende Voksen Undervisning, FVU er et tilbud til alle over 18 år om gratis uddannelse i dansk og matematik. Ofte lægges undervisningen ud på arbejdspladsen i arbejdstiden. Der gives godtgørelse for tab af løn.
Mange spørger, hvor store stave-, læse- eller regneproblemer, man skal have for at kunne tilmelde sig kurserne. Svaret er, at man har lov at deltage, hvis man bare ønsker et lille løft. Eller et større løft. Et trinbrædt, der gør, at man som moden medarbejder, kan følge med de yngre kolleger og dermed fastholde sit job.
Kursisten kan også være den unge, der var træt af folkeskolen i 10. klasse, men som nu behøver bedre skriftlig dansk for at komme ind på drømmeuddannelsen.
Alle kursister tager udgangspunkt i eget niveau.
Undervisningsministeriet, Amtsrådsforeningen og amterne er gået sammen om den landsdækkende "Spids Pennen" kampagne i uge 44 og 45.
Kampagnen har som mål at synliggøre de mange muligheder, FVU, Forberedende Voksen Undervisning, giver for kursisterne. Og den ønsker at fange virksomhedsejere og arbejdsgiveres opmærksomhed på, hvor væsentligt det kan være, at netop deres medarbejdere opkvalificeres i dansk og matematik.
34 fejl i en diktat
En af de mange, der i Århus Amt har deltaget i FVU, Forberedende Voksen Undervisning, er 26 årige Anne Hjarsbæk Hansen, fra det nye år studerende på Politiskolen i København.
Da Anne Hjarsbæk Hansen fik en dansk diktat på Hadsten Højskole blev hun forskrækket. Der var 34 fejl i en opgave, der ligner dem, man præsenteres for ved optagelsesprøven på Politiskolen.
Anne Hjarsbæk Hansen havde på det tidspunkt for omkring fem år siden en drøm om at starte på uddannelsen som politiassistent. Ved optagelsesprøven til Politiskolen accepteres kun ganske få fejl. Hun syntes ellers, at det gik bedre med at skrive. Men altså ikke godt nok.
Skriftlig dansk har været svært for hende siden 10. klasses eksamen på Højvangsskolen i Stautrup ved Århus.
Øve sig i at stave
Så var det, at Anne Hjarsbæk Hansen blev opmærksom på muligheden for FVU. Det var hos AOF Daghøjskole og Uddannelsescenter, Søren Frichsvej 36 A, i Åbyhøj, hun valgte at gå.
Her kunne hun få netop FVU dansk. Hun tilmeldte sig trin 3. Der findes i alt 4 trin.
Før Anne Hjarsbæk Hansen startede på AOF havde hun arbejdet som au-pair i London i 10 måneder, og havde derefter taget en HF-eksamen, uddannet sig til social- og sundhedshjælper og havde haft job som social- og sundhedshjælper et stykke tid. Hun havde lyst at lære mere og startede på social- og sundhedsassistent uddannelsen, men sprang fra.
Det var mere træning med de danske ord og med grammatikken, hun ville. Politiassistent tankerne var der stadig.
På AOF's Daghøjskole og Uddannelsescenter fik hun øje på en mulighed, der var som skræddersyet til hende. Skolen har en politiforskole, der målrettet forbereder det pensum, Politiskolen forlanger.
Ikke glad for folkeskolen
Sideløbende fulgte Anne Hjarsbæk Hansen trin 4 på FVU, Forberedende Voksen Uddannelse.
Hun havde ikke været specielt glad for at gå i skole i folkeskolen, men fik sin 10. klasse udvidede eksamen. Hun fik et 7-tal til afsluttende eksamen i dansk skriftlig dengang i 10. klasse.
Det farlige ved at anvende pc med stavekontrol er, at du skal have en basisviden for at fange fejl, understreger Anne Hjarsbæk Hansen. Du må ikke stole på pc teknologien, hvilket du er tilbøjelig til, når du har svært ved at stave. Så gætter du. Undervejs i FVU undervisningen har hun fået et løft, der gør, at hun mere forstår logikken i sproget. Og har lært en del af de helt særlige regler udenad.
Anne Hjarsbæk Hansen er i dag 26 år og roser især FVU undervisningen for, at der kan tages individuelle hensyn i klasserne, der har omkring 10-12 kursister. Det er ikke så store hold som i folkeskolen og du kan tilmelde dig netop det i dansk eller matematik, du har sværest ved, påpeger Anne Hjarsbæk Hansen.
(slut)
Materialet er til gratis anvendelse.
Fakta om FVU:
- Forberedende Voksenundervisning - FVU - er korte, målrettede kurser i læsning eller matematik. FVU foregår på uddannelsesinstitutioner eller på virksomheder og kan planlægges med stor fleksibilitet. FVU-læsning udbydes på fire trin. FVU-matematik udbydes på to trin.
- Målgruppen for FVU er voksne med utilstrækkelige læse- og regnefærdigheder i forhold til fremtidens krav. Cirka en million danskere med tilknytning til arbejdsmarkedet tilhører denne gruppe (ifølge en OECD-undersøgelse fra 2000).
Få mere at vide om kampagnen, FVU og regionale kontaktpersoner på www.kursus.nu