FVU Matematik
Gratis undervisning
Ring eller skriv til Lasse Langfeldt og hør hvor og hvornår, der er gratis kurser i Aarhus-området: skriv til lala@fo-aarhus.dk eller ring på 21 81 20 30.
Hvad er FVU matematik?
Regning og matematik til hjælp i hverdagen. Du arbejder med forskellige matematiske problemer, som vi alle møder i vores hverdag når vi f.eks. er på arbejde, køber ind, kontrollerer vores lønsedler eller hjælper børnene med lektier.
To trin på FVU-matematik
- Trin 1 er matematik på begynderniveau. Du arbejder med at gange og dividere og at regne med brøker og decimaler.
- Trin 2 er for de lidt øvede. Du lærer at beregne areal, rumfang, procent, at kunne forstå nogle lidt mere krævende opgaver med både tekst, tal og figurer.
Før du begynder på undervisning, får du lavet en test, der viser hvilket trin, du bør gå på.
Trin 1 er mellem 40-80 undervsiningstimer.
Trin 2 er mellem 60-80 undervisningstimer.
Efter hvert trin kan du gå til en skriftlig prøve. Du bestemmer selv, om du vil gå til prøven.
Du får et bevis for hvert trin, du har gennemført.
Formålet med undervisningen i talforståelse, regning og basale matematiske begreber (FVU-matematik) er at sikre deltagerne mulighed for at afklare, forbedre og supplere deres funktionelle regne- og matematikfærdigheder. Undervisningen skal give deltagerne øgede muligheder for at kunne overskue, behandle og producere matematikholdige informationer og materialer.
På både trin 1 og trin 2 gælder følgende:
Undervisningens mål er, at deltagerne udvikler de funktionelle matematikfærdigheder og -forståelser, alle voksne i samfundet principielt har brug for at have (numeralitet)..
Undervisningens indhold beskrives ved et dynamisk samspil mellem en række aktiviteter, forskellige typer data og medier samt udvalgte matematiske begreber og operationer.
Undervisning tilrettelægges i de forskellige sammenhænge, hvori matematikken inddrages og anvendes (kontekster).
Mål og indhold konkretiseres med deltageren i centrum. Dialogen benyttes til at afklare deltagernes baggrund, forudsætninger og perspektiver.
Der arbejdes med problemstillinger og metoder, der så vidt muligt er autentiske i forhold til den valgte kontekst. Relevansen af undervisningens indhold tydeliggøres ved konkrete forbindelser til aktiviteter uden for undervisningssituationen.
Der anvendes forskellige samarbejdsformer, materialer og medier i undervisningen, således at der ved etablering og brug af begrebsforståelse bliver taget højde for deltagernes forskellige måder at lære på.
Deltagernes egne korrekte metoder til beregning og løsning af konkrete opgaver anvendes og synliggøres i undervisningen.
FVU-matematik er opdelt i to trin:
Trin 1: Tal og størrelser
Trin 2: Mønstre og sammenhænge, der desuden omfatter de faglige områder form og dimension samt data og chance.
1.1 Formål
Formålet med undervisningen er, at deltagerne udvikler deres numeralitet ved at afklare, forbedre og supplere deres talforståelse og funktionelle regnefærdigheder i forhold til praktiske formål og personlig organisering i hverdagen. Undervisningen skal give deltagerne mulighed for at udvikle deres matematiske opmærksomhed i forhold til at kunne overskue, behandle, vurdere og producere matematikholdige informationer og materialer samt at kunne kommunikere herom.
1.2 Mål
Undervisningens mål er, at deltagerne kan
- aflæse, vurdere og sammenligne numeriske data, numre og koder
- læse og forstå information i enkle tabeller
- sammenligne, ordne og afrunde tal og størrelser
- anslå antal samt afstande, højder, rummål, vægt og tid ud fra en fornemmelse for måleenhederne (cm/m; dl/l; g/kg; sek/min)
- addere, subtrahere, multiplicere og dividere hele tal og decimaltal med benævnelser samt vurdere/kontrollere resultatet med eller uden hjælpemidler
- tælle og måle både præcist og ved overslag beregne antal, længde, højde og afstande, vægt, materialer, tid og beløb
- omsætte mål for længde (cm/m), vægt (g/kg), tid (min/time og dag/uge) og rummål (dl/l)
- opstille regnestykke til behandling af enkle kvantificerbare spørgsmål.
1.3 Indhold
Undervisningen omfatter følgende:
Aktiviteter:
- tælle (aflæse, nummerere, sortere, sammenligne, beregne)
- måle (opmåle, veje, sammenligne, beregne, omsætte, ordne)
- lokalisere (angive sted, tid og retning)
- spille (følge regel og strategi)
Data og medier:
- antal, tid, priser, rabat, svind, vægt, temperatur, rummål, længde, afstand, numre, dato
- skriftlig information og kommunikation (informerende og instruerende tekster, opslags- og udfyldningstekster); mundtlig information og kommunikation; konkrete materialer
Matematiske operationer og begreber:
- mængdetal, ordenstal samt koder og numre
- større, mindre, lig med, ens og forskellig fra
- positionssystemet
- enheder (m, liter, kg, kr., time) og omsætning
- addition, subtraktion, multiplikation, division af hele tal og decimaltal med brug af hjælpemidler
- særlige tal og sammenhænge til brug ved hovedregning og overslag
- særlige brøker (1/4, 1/2, ¾) og procenter (10 pct., 25 pct., 50 pct.)
- længde, højde, bredde og omkreds.
1.4 Tilrettelæggelse
Undervisningen tilrettelægges primært i hverdags- og samfundsmæssige kontekster.
Undervisningen skal give deltagerne mulighed for at afklare og præcisere deres opfattelser og holdninger i forhold til matematik.
2.1 Formål
Formålet med undervisningen er, at deltagerne videreudvikler deres numeralitet. Deltagerne skal desuden udvikle deres funktionelle færdigheder i at kunne fortolke, producere og reflektere over talmæssige, statistiske og grafiske informationer samt at kunne kommunikere herom. Formålet er endvidere, at deltagerne videreudvikler deres matematiske opmærksomhed blandt andet med henblik på eventuel videre uddannelse.
2.2 Mål
Undervisningens mål er, at deltagerne kan
- aflæse, sammenligne og vurdere angivelser af længde, areal og rummål
- måle og beregne arealer og rumfang (præcist og ved overslag)
- genkende og tegne geometriske figurer (trekant, firkant, cirkel)
- omsætte inden for metersystemet i relevante sammenhænge
- læse og forstå information i enkle tabeller og grafer
- indsamle og bearbejde data ved brug af simple statistiske metoder
- blive opmærksomme på om data er repræsentative
- læse og forstå angivelser af chance og risiko
- regne med og vurdere forholdstal og procent i relevante sammenhænge
- anvende simple matematiske konventioner, der bruges i relevante videreuddannelser
- opstille regneudtryk til behandling af enkle kvantificerbare spørgsmål.
2.3 Indhold
Undervisningen omfatter følgende:
Aktiviteter:
- tælle (aflæse, nummerere, sortere, sammenligne, klassificere, kombinere, beregne)
- måle (opmåle, veje, sammenligne, beregne, omsætte, ordne)
- designe (tegne, konstruere, kombinere, kopiere, sammenligne)
- lokalisere (angive tid, sted og retning, identificere, sammenligne, omsætte i metersystemet)
- spille (forudsige, følge samt opstille regler og strategier)
- forklare (klassificere, identificere, sammenligne, beregne, fremstille tabel og diagram).
Data og medier:
- valuta, rente, pris, rabat, svind, vægt, temperatur, afstand, retning, point, diagram, figurer, datasæt, sandsynlighed, numre, tid, dato
- skriftlig information og kommunikation (informerende og instruerende tekster, opslags- og udfyldningstekster), mundtlig information og kommunikation samt konkrete materialer.
Matematiske operationer og begreber:
- forholdstal og proportionalitet
- enkle formler fra en hverdagssammenhæng
- enhedssystemer og målestoksforhold
- trekant, firkant, cirkel, kasse, cylinder
- symmetri i mønstre
- areal og rumfang af flader og rumlige figurer fra hverdagen
- koordinatsystem og simple grafer
- søjle- og cirkeldiagram
- gennemsnit og spredning
- simpel kombinatorik.
2.4 Tilrettelæggelse
Undervisningen tilrettelægges primært i hverdags-, samfunds- og uddannelsesmæssige kontekster.
Undervisningen tilrettelægges således, at den udvikler deltagernes selvstændighed i arbejdet med aktiviteter, data og medie samt matematiske begreber og operationer.